Nyheder

Villum Experiment: Glas, der heler sig selv, og batterier du skal lytte til - fremtidens løsninger er vilde

Selvom mange nok har set Harry Potters briller blive repareret med ordene ”Oculus Reparo”, er det nok de færreste, der tror på, at briller i virkeligheden kan hele sig selv. Det vil en af Villum Fondens 49 nye bevillingsmodtagere lave om på.
Dato
Insert related sub-area here
Villum Experiment uddeler 97 mio. kr. til 49 vilde idéer

I år modtager 49 forskere samlet 97 mio. kr. til deres forskningseksperimenter.

Villum Experiment modtog i alt 406 ansøgninger fra landets universiteter.  De 49 bevillingsmodtagere kommer fra ni forskellige lande, men er alle tilknyttet et dansk universitet. Bevillingen er på 2 mio. kr. og løber i to år.

Villum Fonden uddeler i år 97 mio. kr. til 49 forskellige forskningsidéer. Her får forskere en unik mulighed for at teste skæve idéer, der har potentiale til at ændre vores viden om verden ganske betragteligt. En af dem handler om glas.

Flydende magi

Med en bevilling på 1,9 mio. kr. fra Villum Fondens Experiment-program vil professor Morten Mattrup Smedskjær fra Aalborg Universitet forsøge at producere glas, hvor materiale af sig selv kan flyde til beskadigede områder som ridser og revner og reparere dem. På den måde kan man få selvhelende briller, skærme til mobiltelefoner, bilruder mv. Han kalder det selv ’flydende magi’:

"Der har tidligere været succesfulde forsøg på at skabe selvhelende materialer af både metaller og polymerer som plast. Men det er endnu ikke lykkedes med glas, uden det blev påvirket udefra og for eksempelvis varmet op. Hvis vi lykkes, vil den her nye teknologi kunne udvide levetiden af glasmaterialer ganske betydeligt," fortæller professor Morten Mattrup Smedskjær fra Aalborg Universitet.

Hvis den nye form for glas kommer til at virke, vil det ikke bare øge mobilskærmes levetid, men også gøre glasmaterialer mere bæredygtige, fordi de ikke skal udskiftes hver gang, de får en større ridse eller en revne.

Slip krøllede forskerhjerner løs

Rammen for Villum Experiment er tekniske og naturvidenskabelige forskningsidéer, som skal udfordre den verden, vi kender og få forskerne til at tænke nyt:

Ingen ved, hvad det næste store videnskabelige gennembrud bliver, men jeg tror kun gennembruddet kommer ved at slippe de krøllede forskerhjerner løs, så de vilde idéer kan blive prøvet af. Idéen med det selvhelende glas er godt tænkt, og det har vidtrækkende perspektiver, hvis det lykkes; ikke mindst når det kommer til  skabe et mere bæredygtigt samfund,” siger Villum Fondens forskningsdirektør Thomas Bjørnholm.

Om Villum Experiment

Villum Experiment er skabt til tekniske og naturvidenskabelige forskningsprojekter, der udfordrer normen og den måde, vi tilgår vigtige emner på. De enkelte projekter behøver ikke at have et endemål om en konkret løsning på et velkendt problem. Projektet kan også handle om at udforske ukendt land. I år er der f.eks. et projekt, der vil kortlægge, hvilken betydning undersøiske bjerge i oceanerne har for mangfoldigheden af havfugle som fx albatrosser.

Villum Experiment bliver annonceret en gang om året med ansøgningsfrist i marts. Ansøgerne er anonyme for de 21 internationale bedømmere. Dermed har de ikke mulighed for at skele til hverken ansøgernes CV eller akademiske meritter, men udelukkende bedømme forskningsidéerne ud fra deres potentiale til at ændre vores viden om verden. Siden programmets start i 2017 er der blevet givet 348 bevillinger til at forske i vilde idéer.

Har du lyttet til dit batteri i dag?

Et andet af årets Experiment-projekter vil finde ud af, om man kan måle, hvor godt lithium-ion-batterier virker, ved at lytte til dem. Lithium-ion-batterier findes i alt fra mobiltelefoner til elbiler. Problemet med batterierne er, at de langsomt nedbrydes under brug, uden vi præcist ved, hvordan og hvor meget. Vi kender ikke batteriets holdbarhed, hvor hurtigt det lader op eller mister ladning. I projektet vil lektor Daniel-Ioan Stroe fra Aalborg Universitet undersøge, om man ved at analysere de lyde, der opstår inden i batterierne pga. ændringer i deres fysiske struktur under brug, kan få et nøjagtigt billede af deres sundhedstilstand.

Villum Experiment-modtagere anno 2023

Kontakt