Villum Fonden ønsker at støtte lærernes egne ideer til, hvordan deres undervisning bliver endnu bedre. Med GRO-puljen åbner vi for ansøgninger fra lærere om midler til mere inspirerende og motiverende naturfagsundervisning.
GRO-puljen har en simpel ansøgningsproces, og dokumentationskravene er få. I GRO-puljen kan du søge mellem 25.000 og 100.000 kr. I 2023 uddeles 2 mio. kr. Fra 2023 til 2025 forventer vi at uddele 5 mio. kr. pr. år.
Med GRO-puljen vil vi støtte dig i at give dit undervisningsforløb dét ekstra løft, der ikke altid er mulighed for i en travl hverdag. Det kan være muligheden for at invitere stærke naturfagsprofiler som gæstelærer. Det kan være en inspirationstur for lærerteamet til et sted i Danmark, som kan give nye ideer til et planlagt undervisningsforløb. Det kan være samarbejde med andre skoler om nogle særlige forløb i lokalområdet. Eller det kan være materialer til bygning og indretning af en hønsegård som en del af et undervisningsforløb.
GRO-puljen henvender sig til dig, der gerne vil hurtigt i gang med at føre dine ideer ud i livet. Derfor kan ansøgningerne sendes ind løbende.