Det bæredygtige hav - vidunderligt, vildt og vigtigt

Modtager:
Jens Anton Tingstrøm Klinken
Bevilliget
7.985.500 DKK
År
2022

Projektbeskrivelse

Formålet med projektet er at sikre befolkningens og politikernes opbakning til en 100 procents bæredygtig og økosystembaseret forvaltning af havet, heraf mindst 30 procent beskyttet og 10 procent urørt hav. De kortsigtede mål er, at engagere danskerne, beskytte den kystnære havnatur ud til 3 sømil, øge samspillet mellem tekniske klimaindsatser og biodiversitetshensyn samt sikre et mere bæredygtigt og skånsomt fiskeri.

Ansøgningen bygger på det treårige projekt ”Havet er skønt” (2019-2022), som har givet en unik mulighed for at skabe langt større bevågenhed på havets problemstillinger. Havpolitikken har de seneste tre år fået en central placering i DN’s politiske arbejde, der har bidraget til, at et flertal i Folketinget nu støtter 10 procent urørt hav, og der blev afsat ca. 70 millioner kroner til forbedring af havmiljøet samt indførelse af trawlfri zone i Bælthavet på finansloven for 2022.

Også kommunikationsmæssigt er havmiljøet noget af det indhold, der skaber størst folkeligt engagement. Det er sket gennem kampagnen 'Hop i havet' og via en underskriftsindsamling, hvor mere end 53.000 danskere støttede en opfordring til politikerne om at sikre mere beskyttelse af havnaturen. På trods af dette er hovedudfordringen stadig: Havets biodiversitetskrise er endnu ikke en brændende platform blandt den brede danske befolkning.

Engagementet i havnaturen har også manifesteret sig i DN’s lokalafdelinger, der er vokset mærkbart de seneste to-tre år. Dette ses bl.a. i lokalafdelinger omkring Limfjorden, der sikrede fokus på problemerne med de mange muslingeanlæg i Limfjorden og fik fiskeriministeren til at afvente flere tilladelser. Lokalafdelinger i Øresundsområdet er gået sammen om at kræve bedre beskyttelse af havnaturen i forbindelse med byggeriet af Lynetteholm. Deres pres er bl.a. medvirkende til at transportministeren har sat dumpningen på foreløbig pause. Hav-samarbejdet i Øresund har også kastet en større Christiansborgkonference af sig om “Fremtidens Øresund”.